Sponsoreret

OKAY! Nu har jeg snart været ECCO ambassadør i knapt 2 års tid, men det er der virkelig også grund til! De er godt nok innovativt tænkende og formår gang på gang at lave flotte sko, som er absurd behagelige at have på, og som jeg umiddelbart aldrig havde spået var ECCOs design og stil.

Ikke nok med, at de har bevist, at de kan finde ud at lave seje sporty kicks, så har de her til efteråret bevæget sig over i at re-tænke den kvindelige høje hæle form i støvler og stilletter i deres seneste ECCO Shape kampagne “Woman shape the world”. Og hell yeah, hvor vi kvinder skaber og former denne Verden! Og ECCO, I ved det! De skaber vores sko, så vi kan overtage verden. Ej, nu skal der heller ikke gå for meget Beyonce We Run This World i den, men ærligt, så har ECCO godt nok ramt fuldkommen plet den her gang.

I deres Shape kollektion leger de med slangeskind i FARVER (JA JA JA!), og endvidere, så er skoene smallere og mere kvindelige i deres udtryk – og stadig alt for latterligt dejlige at have på.

I kender det godt: I samme sekund jeg har købt et par nye sko, så VIL jeg have dem på med det vuns! I min iver for at flashe det nye par frem, så glemmer jeg, at nye sko altid giver mig vabler.

Jeg prøvede for første gang mine nye ECCO Shape sko under modeugen, og på trods af hævede fusser og masser af stå-op-tid, så fik jeg ikke en eneste vabel eller ondt i trædepuden. Det er mig stadig et mysterie, hvordan nogle producenter formår at lave sko med højde, som kan være så behagelige at have på, og endda også flotte.

Jeg har som altid hoppet i et par outfits, så I kan se hvordan jeg vil bruge mine flotte, blå slangeskindsstøvler sammen med kluns fra mit tøjbyttekoncept Veras.

Enjoy!

// Rebecca Vera


Hvis ikke I allerede kender til det nye opturs sted af en natklub, så sig pænt hej og velkommen til Chateau Motel.

Jeg var der både torsdag og fredag under modeugen, og på trods af, at jeg ikke fik set andet end det opturs rum som lignede en mini-bodega med det vildeste techno, og den øverste etage med det mest opturs lyserøde karaoke-rum, hvor jeg semi boede største delen af tiden på klubben.

I dag laver jeg take over på deres snapchat – og følger I ikke allerede med (selvfølgelig også på min egen @rebeccavera), så er det på tide at tune ind på deres! Efter sigenede, så er de i gang med at lave Danmarks største snapchat konto, og den skulle generelt skulle byde på lidt af hvert af optursmennesker som tager over – hver dag!

Vi ses på snappen!

// Rebecca Vera

Sponsoreret

Kender I det akavede øjeblik, hvor man man ikke ved om man skal give hånd eller kindkysse folk man knapt nok kender?

For eksempel med venners venner som man lige har mødt over en øl, hvor det føles mærkeligt ikke at give dem et kys og et kram, når ens venner gør det, men et håndtryk er da alt for upersonligt, for ikke at tale om et vink.

Jeg er virkelig begyndt at kindkysse og kramme alle, jeg kender. Folk, jeg har kendt i 5 minutter. Folk som jeg ikke engang kender særlig godt. Folk som jeg har haft til samtale i Veras.

Jeg kan huske første gang, jeg stødte på det med kram, var tilbage i ottende klasse. Det var de seje piger fra Virum skole, som hver gang vi mødtes på Højen for at drikke øl eller på café, introducerede, at man skulle tage hele runden og kindkysse damer, man ikke kendte i ét væk. Jeg husker, at jeg synes, det var mega underligt. Jeg havde ikke lyst til at komme så tæt på folk, jeg ikke kendte, især i en tidlig alder, hvor alle fyrer den max af med parfume.

Ens duft er så personlig, og udover, at jeg ikke helt forstod, hvad et upersonligt hårdt slask på kinden gav, så synes jeg faktisk også det var lidt pres, at jeg skulle dufte af ti andre damers duft mikset med min egen.

Vores duft er noget af det ‘eneste’, som virkelig differentierer os som mennesker. Vi kan alle sammen iscenesætte os til, hvad vil gerne vil udstråle; lege modeller på Instagram, gå i det samme smarte tøj, hænge ud på de ‘rigtige’ steder og spise trendsættende ting, som får likes. Men ens personlige duft kan ikke fakes og kopieres. Ens duft er ens varemærke.

Vi kommer hinanden mere og mere ved. Vi låner, lejer, deler og bytter med hinanden med AirBnb, Uber og sågar mit eget tøjbyttekoncept Veras. Igennem de sociale medier efterlader vi spor alle vegne, og det er lige før, man kan kopiere hinandens identitet, hvis man ville det. Men ligegyldigt hvor tæt vi kommer på hinanden, så er duften ens egen, og derfor er duften også blevet endnu vigtigere!

Jo mere vi lukker folk ind, jo vigtigere er ens duft blevet. Duften siger alt om dig. Duften er blevet til vores personlige varemærke. Og der er jo ingen som gider dufte af den ubetydelige kæreste fra gymnasiet, eller af ham barne-flirten fra Samsø, hvor jeg i al hemmelighed gennemsprayede en t-shirt med hans duft, som jeg i milevis får brækfornemmelse af nu.

Det er helt sygt hvor meget jeg ubevidst også selv dømmer folk og sætter dem i kategorier ud fra, hvordan de dufter. Jeg kan finde en mand fræk med lukkede øjne ved kun af dømme ud fra, hvilken parfume han dufter af. Og i gymnasiet, hvor jeg gerne ville identificere sig med de seje damer, da købte jeg den samme parfume for at dufte som en populær pige.

Det er blevet så ‘let’ at være ligesom alle andre. Vi kan selviscenesættelse præcis, hvad vi ønsker, og mon ikke fremtiden kun bliver vildere?! Derfor tror jeg også, at det bliver vigtigere og vigtigere at markere sign personlighed igennem sin personlighed duft.

Jeg er netop blevet introduceret til Hugo Boss’ klassiske The Scent, som noget nyt lanceres som kvindeduft i dag, d. 15. august. Og selvom jeg fik helt følelsen, som dengang tilbage i gymnasietiden, hvor jeg skulle være den første til at hamstre den nyeste duft på markedet, på samme vis som damerne står i kø til H&Ms nyeste samarbejder og mændene til sover i kø foran Wood Wood for at vente på limited edition sneakers. Præcis sammen følelse fik jeg, da jeg forleden havde den på i byen. Den dufter friskt af blomster og nektarin – sådan en duft du ikke kan få nok af, og som gør, at du nærmest i al hemmelighed går med håndledet ved næsen og har det lidt lækkert over, hvor godt du selv dufter. Helt diskret, som at have nyt undertøj på, for der er ingen som kan se parfumen, som havde det været en flashy Balmain glimmerkjole, men jeg føler jeg dufter helt unikt, og jeg føler, at The Scent gør mig mere tiltrækkende end nogensinde før.

Der er for mig to slags dufte; duften som de forbipasserende folk og dem jeg kindkysser kan dufte på mig, som dufter af én bestemt parfume, og så er der duften, som kun folk der kommer helt tæt på kan dufte. Kun folk jeg lukker helt tæt på, kender duften af Rebecca Vera, som er mikset mellem parfume og ens menneskelige odeur. Det er det miks, der for mig er en del af ens personlighed – ens personlige varemærke.

// Rebecca Vera

img_1186.jpg

Puha-da-da for en uge. Ikke nok med, at jeg til hver modeuge har en smuuule FOMO, så har faktisk (!) til denne KUN været til de shows og events som gav mening for mig, og ikke for meget fest til den lyse morgen, selvom jeg nok har fået for meget indenbords alligevel. Jeg er jo svagdrikker som bare fanden, og bliver fuld efter to genstande. Men stadig, så synes jeg godt nok stadig, at det har været en hård omgang.

Var til modeugens sidste event i går aftes, og på trods af diverse fristelser, så måtte jeg vende hjem efter blot 40 min ude. Jeg kunne simpelthen ikke mere small-talking, og det ene glas bobler som jeg prøvede at slupre i mig, vendte sig i mig.

Det er pudsigt, for det er første gang, at jeg faktisk oplever, at jeg er blevet en smule menneske-sky. Jeg betrager ellers mig selv som et super socialt anlagt menneske, og jeg får i den grad energi af at være omgivet af folk 24/7, men lige i går fik jeg for meget. Jeg havde bare lyst til at ligge i min seng med en kebab og se Netflix… Alene! Og det gjorde jeg så.

I dag vågnede jeg op tidligt – uden tømmermænd – tralulajlaj. Pudsigt, som jeg glemmer altid hvor fedt det er at have en søndag, hvor jeg er frisk. Ned på loppis, hvor jeg købte alt alt for meget, men tror det er første gang i måneder, hvor jeg er afsted til andre end mit eget (hvor der stadig er ledige stande til Veras Market på søndag). Jeg har simpelthen fået arbejdet, bagt boller, vasket tøj, lavet lasagne til aftensmad og ikke mindst, så har jeg nydt, at modeugen, bryllupper, festivaler, fødselsdag er overstået.

Jeg glæder mig virkelig til at komme tilbage til en helt normal hverdag (så normal den nu engang kan være), og ‘bare’ gå på arbejde om morgen og hjem igen, og få lidt rutine og rytme ind i hverdagen igen. Jeg lyder jo som en gammel dame, men Gud hvor jeg glæder mig. Kender I det lidt, eller er det mig som er lidt random her?

Men I skal da hvert fald ikke snydes for de sidste par dage i billeder! Der er mange!

// Rebecca Vera

SÅ er første dag af modeugen overstået, og det har været optur! 

Dagen startede med morgenmad hos Tommy Hilfiger, dernæst til Maikel Tawadros, Freya Dalsjø, Lala Berlin og Henrik Vibskov… Og sluttede aften af til Eurowoman og Euroman fest på Langelinie Pavillionen. 

Jeg var selvfølglig frem og tilbage fra Veras (skulle jo også arbejde en del), og hvad skal man ellers bruge et kæmpe dele-klædeskab til andet end slef at skifte tøj hele 5 gange. Tror det er personlig rekord af tøjskifte på en dag. Lidt latterligt, men på den anden side: Det er kun under modeugen to gange om året, hvor jeg ægte kan få lov til at skeje ud, og hvorfor ikke vise hvor mange flotte sager der i Veras?! 

Se en masse billeder fra dagen i går, og hav en lækker torsdags! 

// Rebecca Vera

CPHFW Tommy Hilfiger Breakfast SS17 Guests 61 kopi

I morgen har jeg været 28 i to uger, og det føles faktisk helt helt fint, selvom jeg har gruet lidt for at fylde ’så meget’. Jeg skulle jo, stod det til mine tanker fra gymnasietiden, have to børn inden jeg fylder 30. Som om det sker…

Dog, så har jeg det lidt ambivalent med mine fødselsdage: Jeg hader og elsker dem. Egentlig ikke på grund af, at jeg bliver ældre, for jeg føler kun, at er blevet et lykkeligere og bedre menneske med alderen. Jeg bryder mig bare ikke om at have fødselsdag, fordi jeg ofte føler mig alene. Det pudsigt, men når jeg tænker over det for det burde være et af de tidspunkter på året, hvor jeg burde have allermest optur, men på fødselsdage og højtider såsom julen, føler jeg mig allermest ensom.

Måske er det fordi der er så meget fokus på, at vi skal have det ih-åh så lækkert, og hygge os med dem vi holder af, at jeg netop mærker kontrasten til det forudskabte billede, som pt. ikke hersker i den form jeg havde forstillet mig?! Er det fordi jeg bliver for bevidst om alt det jeg ikke har opnået eller har omkring mig, som jeg troede jeg ville?!

Hvert fald, så er folk altid så mega søde til at spørge mig i dagene efter: “Havde du en dejlig fødselsdag?” men i spørgsmålet der ligger der også, at de på forhånd antager, at jeg svarer: “Jaaaa, jeg havde den bedste dag!”

Egentlig så havde jeg, efter et par spørgerunder, i år bare lyst til at keep it real og svare: “Nej, faktisk så har jeg haft bedre fødselsdage”.

Uden, at det skal komme ud som et klynkende blogindlæg om buhu-lille-barnagtige-Rebecca-som-går-alt-for-meget-op-i-sin-fødselsdag-og-har-ingen-venner-som-vil-fejre-hende, så føler jeg mig bare ensom på min fødselsdage. Jeg føler mig helt underlig for at have denne følelse i kroppen – nogen af jer som har det på samme måde?

Min fødselsdag ligger i sommerferien, hvor mange desværre er ude at rejse. Da jeg gik i folkeskolen kan jeg huske, at et af mine største ønsker var at prøve at dele slik ud. Så var der perioden med studiestart, og svaret om optagelse faldt hvert år på min fødselsdag. Så måske føler jeg mig bare ensom fordi jeg har fødselsdag i sommerperioden?!

Realiteten er bare den, at jo ældre vi (jeg) bliver destro mindre betyder ens (min) fødselsdage for nogle andre end en selv. Måske mine forældre går mere op i det end jeg tror? Da vi var yngre (og jeg var selv den værste til at huske andres fødselsdage), men der gik vi og glædet os til at fejre hinanden, og havde på forhånd afsat dagen eller hvertfald aften.

Det skal virkelig ikke komme forkert ud, for det handler ikke om at jeg forventer at alle mine venner sætter hele deres liv på standby for at fejre mig. Men jeg forventer trods alt lidt, at den jeg holder af har lyst til være med til at hygge og fejre mig.

I år var et mindre kaos, som jeg ikke vil i går i detaljer med, og det er vigtigt for mig at pointere, at der ikke er nogen venner eller veninder som skal føle sig trådt på. Hvert fald, så har jeg til dato aldrig følt mig så ensom og alene. Jeg følte nærmest til tider, at jeg skulle ‘tvinge’ folk til at have lyst til at fejre mig.

Derfor blev jeg også rørt til tårer, da mine to gode veninder Sus (som I også kender her fra Eurowoman) og Marline, fredagen efter min fødselsdag, overraskede mig med at leje en båd fyldt med rosé og aperol, som vi cruisede rundt i ned af kanalerne, og dernæst gav mig bind for øjne, ind i en Uber og videre til Spaghettaria, hvor hele restauranten klappede og min gode veninde Nina også ventede med flag og hurra. Seriøst, de sødeste nuller.

Jeg har altid været mega misundelig på dem som har haft få bedste veninder. Jeg har aldrig haft én som kun var min, som som kendte mig og mine behov ud og ind. Jeg har til gengæld altid haft rigtig mange gode veninder og venner og et stort netværk, men selvsagt, så føler de sig nok heller ikke så forpligtet.

Den bedste fødselsdagsgave var virkelig at blive fejret på denne måde. Der herskede SÅ meget kærlighed, og den måde de gjorde alt for at jeg skulle have det lækkert var en følelse, som jeg ikke husker jeg har prøvet i lang lang tid.

Den bedste gave er da at have så gode veninder omkring sig! Det må vitterligt være den bedste gave ved at blive ældre, at jeg i takt med at jeg lærer mig selv bedre at kende, også lærer hvad og hvem jeg har brug for i mit liv. I sær som single lady, så ved jeg ærligt ikke hvad jeg skulle gøre uden gode veninder. Tak for den bedste forsinkede fødselsdagsgave og for jer!

Jeg har gemt lidt snaps fra aften, så I slef skal se – hvor jeg havde seriøst den bedste dag, aften og nat længe!
// Rebecca Vera

 

 

Modeugen starter i morgen, og jeg skal til mit første show i aften. Men for første gang i mange år skal jeg ikke det store. Det er helt VILDT dejligt, at jeg rent faktisk har tid til at arbejde, få chillet rundt og snakket med folk om Veras og ikke huhaj skal stresse rundt fra show til event til show.

Det er nok også for det bedste ovenpå en hård weekend!

Var i butikken i lørdags, og oppe før fanden vi sko på søndag for at afholde Veras Market, hvor jeg sov over mig og indenfor den første time havde smadret min iPhone skærm. FEDEST! Men shit en fest jeg (stadig) har over hvor mange der kom! SÅ OPTUR! Jeg har derfor også besluttet at vi holder et ekstra tøjmarked d. 21 august, så nåede du ikke at købe en stand, så kan du stadig igennem vores facebook-event, og du kan se alle de smukke hoveder som kiggede forbi i mit billedgalleri. Og du kan selvfølgelig også altid hoppe ned i Veras og bytte dit aflagte tøj til nye genbrugsfund lige når du har lyst til det.

Selveste regional TV Lorry var et smut forbi, og jeg (som den største linselus jeg er) skulle selvfølgelig lade mig interviewe – også selvom Lorry slet ikke havde planlagt det. I kan se klippet her (det er ca. 7.20 min inde i tv-klippet). WUHUUU.

Hvis ikke I følger med på snappen (endnu), så synes jeg I skal hoppe ind følge @rebeccavera – der bliver lagt godter op. Indtil da, så kan I se et nyt format vi kører ugentlig med Veras damer på snappen. Her er en lidt længere forsmag på sidste uges fornøjelser, hvor vi (udover alt det sædvanlige arbejde) har reddet et pindsvin, bygget om i butikken, haft Kender du Typen Flemming på besøg og skudt smukke billeder og en masse andet!

Hav en dejlig solrig tirsdag!

// Rebecca Vera

_MG_8175 _MG_8144 _MG_8073

Så er det endnu gang tid til et Veras Market under Bispeengbuen – JAAAAA!

Vi har udsolgt at stande, hvilket vil sige, at der vil være lækkert kluns fra mere end 45 stande inklusiv Veras egen stand. Det smukke bloggerparret Maria Jernov og Sebastian.

Jeg startede dagen helt forrygende med at sove over mig, og havde ca. 15 min til at komme ud af døren. Mit hovede er derfor stadig så meget hævet at jeg ligner en blanding mellem en kartoffel og quasimodo – great! Nårh, ja, og så smadrede jeg min nye betonklods af en iPhone 6s plus ned i brostenene, idet jeg legede flyttedame, så hele skærmen er itu. Grund nok til at kigge forbi og give mig en kæmpe krammer!

Jeg glæder mig til at se jer i solen under Buen til kop kaffe og en svingom. Det starter kl. 11. nul dut. I kan se mere på eventen her på facebook!

// Rebecca Veras


Veras Market12496014_724135951058812_6448608121588200086_o

Den længste pause jeg har haft på bloggen til dags dato – og nu starter vi op igen!

Ærligt, I forstår ikke hvor meget run der har det været på her i juli! Jeg havde godt nok ikke regnet med at folk shopper SÅÅÅ meget i juli-måned, men det kan jeg love dig for de gør. Jeg troede ellers lige jeg skulle chille lidt, og indhente alt det på min tusindvis af to-do-lister i mine noter, men nej!

Vi har fået 1.662 varer ind fra 148 medlemmer og der blev i alt byttet 380 varer – er det ikke sygt? Jeg er simpelthen målløs over hvilken trafik vi har haft i én af de normale mest døde måneder i retail.

Husker ellers selv tilbage tiden i bageren i Magasin i Lyngby var tom for mennesker i sommerferien, og vi kedet os så meget, at vi begyndte at eksperimentere med sammensætninger af medaljer og flødeskumskajer – og prøvede alle de kager af som vi synes så lidt ulækre ud.

Min juli måned er gået med arbejde, koncerter,  gril, badning og fejring på flere måder og kanter:

  • Jeg startede juli med at være TV-reporter for MX på Roskilde Festival (det må I næsten have set, med alt det spam jeg har fyret af) hvor jeg heldigvis også fik set et par koncerter, men det er godt ikke det samme at være afsted og arbejde imens.
  • Og så skulle min søde veninde Kristinas smukke Sølvig døbes dagen efter Roskilde – perfekt timing!
  • Hjem og direkte til Rihanna koncert – optur! Og arbejde max igen.
  • Min veninde Sarahs polterabend og meget misundelsesværdige smukke bryllup.
  • Så skød vi nye billeder for Veras med dygtige Tom McKenzie. Jeg er virkelig stolt – synes de er blevet SÅ gode, og var ærligt også lidt træt af at se på papegøjen, selvom den er meget pæn.
  • Så købte jeg mig en ny lynhurtig cykel.
  • Så har jeg været praktisk i Veras og udvidet butikken med to ekstra lokaler, og rykket kontor og lager til Nansensgade.
  • Og så var jeg til koncert i Pumpehusets Byhave med mit nye yndlingsband Saint Best, som I helt seriøst bliver NØDT til at tjekke ud! Jeg elsker elsker elsker deres musik.
  • Så videre til Musik i Lejet, hvor jeg havde en fest med mine dejlige veninder!
  • Men månedens største fest var da jeg kom hjem søndag til Queen B! Den koncert er det vildeste jeg i mit liv har set! SHIT!
  • Og så sluttede jeg da lige af med at fylde 28 – fy fanden – og blev fejret både fredag nat og lørdag nat på intet mindre end Trailerpark. YES! Selvom det er sygt, at jeg snart fylder 30, så jeg stadig et barn når det gælder min fødselsdag. Masser af sang og rendte rundt som en anden idiot og fortalte alle at jeg havde fødselsdag… For selvfølgelig at opnå et tillykke!

En forpustet juli, som trods af en masse optursting, så er jeg næsten kun glad for at den er slut! En masse billedespam før vi tager hul på endnu en travl måned, og faaaaashiiioooooon weeeeeek i næste uge.

God fredag!

// Rebecca Vera


Ih, hvor er jeg træt af det danske sommervejr og alt alt for grøn af misundelse når jeg scroller mig igennem min news feed, hvor samtlige venner hygger sig i sommerhus, ligger på en zanzibar-lignende strand eller bare spiser god mad og drinks i døgndrift. Og jeg sidder i Veras og arbejder – sikke en sommerferie!

Til gengæld, så fik jeg MEGA NICE på, da et nyere bekendtskab, som er gået hen og blevet en rigtig god veninde, Grit Tind Mikkelsen, i dag kom forbi. Jeg har faktisk kæmpe sommerfulge i maven! Jeg har SÅ sygt nøjern, og samtidig også mega begejstret over hendes projekt; som pudsigt nok omhandler mig.

Jeg kan ikke huske om jeg overhovedet har fortalt jer om det, men vi er (sideløbende med opstart af Veras og alt andet jeg laver) i gang med at lave en dokumentar om mig. Crazy, ik?

Det startede egentlig med, at jeg, da jeg i december måned overtog lokalerne i Vendersgade, satte et GoPro op i det ene hjørne, så vi kunne lave timelapse for at se den fysiske forretning forandre sig. Efter mit eget ønske, og med anbefalinger fra mine veninder Lotte og Silja, satte det tanker i gang og endnu en idé skulle udleves (min hjerne stopper aldrig)! Vi skulle da lave Veras til en dokumentar.

Jo mere jeg tænkte over idéen, jo mere blev jeg opmærksom på, at der jo faktisk ikke er lavet noget lignende. Man læser altid om gamle gråhåret anerkendte business folk, der fortæller om hvordan de fik succes EFTER de er mangemillionærer og med den klassiske sætning: “Det hele startede med at jeg som barn gik med aviser”. Og så kan jeg da helt sikkert godt sidde og dagdrømme mig til deres liv, ønsketænke: “Gid det én skønne dag bliver mig!”, men det hjælper mig ikke rigtig her og nu i opstarten. Jeg synes ikke der har været nogen som jeg kunne spejle mig i. Nogen jeg kunne forholde mig til; relatere mig til;  som var jævnaldrene indenfor et felt, en industry som jeg genkender. Nogen som kunne hjælpe mig med at tro på, at det sagtens kan lykkedes. Og ikke mindst give mig modet til at kaste mig ud i det!

Mit udgangspunkt var egentlig: “Om dokumentaren om Veras bliver til noget eller ej, så er det jo ligemeget hvad mega nice, at have hele ens rejse på film”.  Jeg kan elsker jo (som resten af nutiden folk) at få dokumenteret hvert et move jeg laver igennem billeder, snaps og videoer. Så hvorfor ikke lade sig filme til et livsprojekt, hvor jeg om år kan sidde tilbage og se hvordan det hele startede.

Hvert fald så mødte jeg denne herlige dame Grit. Grit er uddannet instruktør fra Prag Filmskole, og har selv været syg med stress, og udover alverdens fælles interessefelter, så klikkede vi bare mega hurtigt, og jeg følte mig virkelig tryg omkring hende.

Ambitionerne for projektet blev hurtigt større og det hele tog lidt en anden drejning end vores GoPro timelapse klippeklister idé. Grit og jeg skulle da lave en dokumentar-serie om Veras! Om mig med alt fra, at jeg for at 2 år siden var syg med stress til hvem jeg er i dag, hvad Veras er og hvad hele denne process har gjort for mig. Og selvfølgelig også om hvordan det er at være iværksætter, hvordan hulan man starter op, hvad der skal til etc. Men også hvad der kræver af mod, tårer, alverdens beslutninger og ensomhed. Alt det gode optursness og alt det hårde; Veras Virkelige Verden.

Alle ser jo Veras (og mig tildels) i mediernes øjne, som det picture perfect billede, som jeg tildels også selv at med til at iscenesætte. Folk ser hvordan det hele blomstrer og kører derud af. Og det går også godt. Og jeg har det også godt. Jeg er glad, men ikke hele tiden. Og det sidste halve år har været den største emotionelle rutsjebane jeg har været på i mit liv (det tror jeg vidst også jeg har fortalt jer om en del gange). Og det er også noget af det Grit vil skildre i dokumentarserien.

Nu er Grit nu i fuld gang med at få lidt monetos ind, så hun kan skyde de sidste scener, få klippet, colorgradet etc etc. alt materialet, og få lavet en ægte teaser når alt er klippet færdigt. Men indtil da, så har hun ladet mig vise jer hendes arbejds-teaser. Det hele er meget råt og groft klippet sammen, som I også kan høre på lyd og se på billeder. Men den giver en lille snert af hvad der er i vente.

Jeg er SÅ spændt på at høre hvad I synes om det?? Vækker det noget I jer? Vil I se med hvis der kommer 6 afsnit? Jeg blev selv tudemarie da jeg så den. SÅ vildt hvad der er sket på 4 måneder….

// Rebecca Vera

Skærmbillede 2016-07-19 kl. 16.22.22

loading...